Slottet

Engang var han som et storslået slot med lange gange og tusinder af rum. Alle rum i slottet var perfekte og rummede en særlig egenskab. Hvert rum repræsenterede et forskelligt aspekt af ham og var en sammenhængende del af hans slot, uden skal eller fordømmelse.

Frygtløst søgte han i hvert enkelt rum efter dets juveler og hemmeligheder. Fuld af kærlighed tog han alle rummene i besiddelse, hvad enten det var et rum på overetager, stueetager eller i kælderen. Alle rummene var enestående. Hans slot var fuld af lys, kærlighed og mirakler.

Men dag kom der nogen til slottet og sagde til ham, at et af hans rum var ufuldkomment og helt sikkert ikke hørte med til slottet. De foreslog ham at lukke og låse døren til dette rum, hvis han gerne ville have et perfekt slot. Da han gerne ville have deres kærlighed og accept, lukkede han hurtig af til rummet.

Efterhånden som tiden gik, kom flere og flere mennesker til hans slot. De gav alle udtryk for deres mening om
rummene, hvilket de brød sig om, og hvilke de ikke kunne lide, og hen ad vejen lukkede han den ene dør efter den anden. Hans fantastiske rum blev forseglet, lyset forsvandt fra dem og de henlå i mørke.

En proces var gået i gang, som kom til at vare mange år. Det blev ubehageligt for ham, at være i slottet. Han besluttede at drage ud i verden for at finde freden og glæden igen, ubevidst om, at den fandtes bag de lukkede døre i hans slot. Længe søgte han fjernt og nært de andres anerkendelse og accept, men mærkede, at det ikke opfyldte hans dybeste længsel efter fred og kærlighed.

En dag fik han en impuls til at vende tilbage til sit slot. Det lå der endnu. Gammelt og forfaldent, uden lys. Han gik ind i det og begyndte fra en ende af, at åbne dørene og tænde lyset igen i hvert eneste rum. I hvert af rummene var der en udgave af ham selv, mere eller mindre genkendelig. Først var de alle bange, da han åbnede døren, men da han tændte lyset, og de så, hvem han var, rejste de sig og foldede sig ud.

Stille og roligt fandt han tilbage til alle de små dele af sig selv, som han havde forladt og lukket ned for, og han fandt at den fred og glæde han havde ledt efter kom fra ham selv, ikke udefra verden.