KonMari – Sådan rydder du op i dit hjem.

Da jeg læste opslag i gruppen ‘Minimalisme og Købestop’ på Facebook faldt jeg gentagne gange over referencer til KonMari. Jeg blev nysgerrig, gik i gang med at søge info, fandt bogen om teknikken på ‘Play Bøger’ og begyndte at læse den.

KonMari teknikken er udviklet af Marie Kondo, den japanske oprydningsguru og forfatter til  bogen ‘Magisk oprydning – En simpel, effektiv metode, der en gang for alle fjerner rod’.

KonMari er kort fortalt en teknik du kan bruge til at få ryddet op i dit hjem. Den er ikke decideret minimalistisk, men sigter mod at du kun vil have ting som giver dig glæde i dit hjem efter oprydningen. Og ifølge Marie Kondo der er mere i teknikken end bare oprydning i de fysiske ting:

‘En dramatisk omorganisering af hjemmet medfører tilsvarende dramatiske forandringer i din livsstil og i dit perspektiv. Dit liv bliver forvandlet’

Ideen er at ved at bringe orden i dine fysiske ting giver du plads til at de ting i livet som du gerne vil have, uanset om det er modet til at starte en ny virksomhed, ændringer i dine forhold eller mere sundhed. At benytte KonMari ændre både tænkemåde og tilgang til livet, og det giver perspektiv på hvordan du ønsker at leve, og hvad dine værdier er.

Lyder det ikke helt fantastisk? Det var ihvertfald lige det jeg ledte efter!

Rækkefølgen er nem at gå til: Først sortere du og smider ud, derefter organisere du og sætter på plads. Det vil sige at du skal være helt færdig med at smide ud, inden du går i gang med at sætte tingene på plads. På den måde virker oprydningen så gennemgribende at det føles som om du lever i en hel anden verden bagefter, hvilket har dyb indvirkning på din tænkning og skaber modvilje mod at vende tilbage til det gamle.  

Inden du går igang med KonMari skal du starte med at blive klar over hvorfor du gerne vil rydde op. Det er vigtigt fordi det kan hjælpe hvis du går i stå, eller pludseligt glemmer hvorfor du kastede dig ud i projektet. Hvad motivere dig til at rydde op? Hvad håber du at opnå ved at rydde op?

Dine mål skal være konkrete, og jeg valgte at skrive mine ned fordi jeg ved det er sådan jeg bedst kan vende tilbage til dem, hvis jeg får brug for det. Du skal selvfølgelig gøre det på den måde der fungere bedst for dig, men jeg anbefaler klart at skrive ned eller tegne dem, så du kan bruge målet visuelt.

Når du har fundet ud af hvorfor du gerne vil rydde op og hvad dit mål er, skal du mærke efter hvorfor du gerne vil leve sådan, som du har beskrevet. Når du har fundet ud af svaret, spørger du igen dig selv hvorfor, og det gentager du 3-5 gange for hvert punkt. På den måde når du nemlig dybere i erkendelse, og ind til det der virkelig betyder noget for dig.

Marie Kondo mener at den simple pointe, der ligger bag såvel det at smide ud som det at beholde ting, er ønsket om at blive lykkelig, og ved at gennemgå processen med at spørge hvorfor finder vi ind til og mærker det. Og ved at mærke det bliver det vores motivation til at få ryddet op og ændre vores liv.

Min proces så sådan ud:

Hvad motivere mig til at rydde op? Hvad håber jeg at opnå ved at rydde op?

Jeg ønsker at opnå et mere enkelt liv. Få mere luft, mindre følelse af at bliver kvalt i mit hjem. Mere ro. Mere frihed. Mere lys. Jeg vil gerne have plads til at kunne finde min ro i mit hjem.

Hvorfor?

For at få overskud til det, der er vigtigt for mig.

Hvorfor?

For at stoppe med at spilde mit liv på ting som dybest set er ligegyldige.

Hvorfor?

For at få mere mening i mit liv.

Hvorfor?

For at blive mere lykkelig, få et formål og blive tilfreds med mit liv.

Nu hvor forberedelsen og den mentale del af KonMari er på plads, er der nogle regler der skal være styr på, for at få det optimalt udbytte af teknikken. Dem fortæller jeg om i det næste blogindlæg, KonMari – Hvordan?