KonMari – Kategori 2: Bøger og papir. Del 1 – Bøger.

Marie Kondo skriver i hendes bog at bøger er en af de ting, som hendes klienter har sværest ved at skille sig af med. Jeg er helt enig! Jeg havde ikke mindre end 3 flyttekasser med bøger i kælderen, samt to store trådhylder i klædeskabet fyldt op med bøger, og enkelt bøger spredt ud over hele lejligheden. Min intention var at jeg engang gerne vil have et bibliotek i mit hus, og derfor har jeg samlet bøger de sidste mange år.

Som med alt andet skal du starte med at lægge alle dine bøger ud på gulvet, så du kan se dem alle. Ned fra hylder, op fra kasser og frem på gulvet så du kan se dem alle.

Har du for mange til at kunne overskue dem kan du inddele i underkategorier:

  • Almindelige bøger, som du læser for din fornøjelses skyld.
  • Praktiske bøger. (Opslagsværker, kogebøger osv.)
  • Visuelle bøger (Fotobøger, havebøger osv.)
  • Tidsskrifter og blade.

Igen tager du alle bøgerne op i hånden, én efter én, og mærker om den giver dig glæde. Giver den glæde skal du beholde den, gør den ikke, så skal den væk.

Det er meget vigtigt at du ikke begynder at læse i bogen, men kun holder den og rører ved den, da læsning vil sløre din dømmekraft.

Jeg havde selv mange bøger som jeg gerne ville læse senere, men som jeg aldrig havde haft så meget som åbnet og kigget i, og bøger som jeg havde læst men gerne ville læse igen. Har du det lige sådan opfordrer Marie Kondo til at du ser bøgerne for det de er, nemlig papir. Papir med påtrykte bogstaver, bundet sammen.

Bogens formål er at viderebringe information til læseren, og det er den information de indeholder der giver dem mening. Der er derfor ingen point i bare at have bøger stående på hylden. Og når du én gang har læst bogen har du allerede oplevet bogen og indholdet er inde i dig, selvom du ikke husker det hele. Derfor skal du ikke tænke over om du allerede har læst bogen, eller om du tror du vil læse den igen når du skal finde ud af hvilke bøger du skal beholde, men bare tage den i hånden og mærke om den giver dig glæde. Det samme gælder bøger du er gået igang med at læse, men aldrig er blevet færdig med.

Hvis du har købt en bog fordi du har fået den anbefalet, men aldrig har fået den læst, eller hvis du har haft en bog liggende længe med intention om at læse den, men aldrig er kommet igang, har du nu chancen for at slippe den. Måske bogens formål var at lære dig at du faktisk ikke havde brug for den? Hvad bøger angår er tidspunktet afgørende, skriver Marie Kondo. Det øjeblik du første gang støder på en bog er det rigtige tidspunkt at læse den på.

Mine bøger efter sortering.

I del 2 handler det om at sortere papirer. Det finder du her: KonMari – Kategori 2: Bøger og papir. Del 2 – Papirer.


Vil du læse mere om KonMari kan du læse mine tidligere indlæg her:

KonMari – Sådan rydder du op i dit hjem.